Jan Gintberg

Tiden er kommet til at bryde det sidste brød, råbe diller og drible!

Jeg har sat mig til bords ved denne den sidste Urbane nadver. Der er ingen vej tilbage, jeg har valgt at korsfæste mit skrivende engagement i denne skønne publikation til fordel for tomhed, vokal intethed, konsonant tavshed og så selvfølgelig et bundløst forbrug af stoffer og grillpølser.
Her er ingen Johannes ved bordet, ingen Judas, ingen halv hånd med kniv. Ingen fodvask eller petting. Kun fuldstændig kaloriefattigt speltbrød som jeg bryder og deler med jer. Det er tid til at sige farvel. Alt har sin tid. Farvel for fanden. Alle jobs har en pensionsalder. Jesus havde job som frelser, indtil han blev cirka 33 år, og Muhammed trak stikket ud som profet, da han var omkring de 52. Enten dør man med sit arbejde, eller også skifter man lidt rundt imellem dem. Og Jesus genopstår jo som bekendt engang, som de siger, medmindre han allerede er her?
B.S. Christiansen! Har du tænkt over det? Han kan lave bark om til stylter. Han kan lave urin om til vand – eller det kan han så ikke helt, men han kan drikke sin egen morgenurin. Jeg aner ikke, hvor jeg vil hen med det.
Forleden stod jeg og skar en broccoli ud, der umiskendeligt lignede en, der kunne have heddet Muhammed. Og jeg vidste ikke, om jeg skulle tie stille og æde den eller ringe til Ahmed Akkari og få en forklaring. Så usikker er jeg blevet.
Alle jobs er forgængelige. Jeg arbejdede engang som fotomodel. Eller, det var vel egentlig kun en 14 dages tid, men jeg havde brug for pengene – jeg skulle have nye sko. Eller også var det en ny lever, jeg har fortrængt det.
Og man kan sige meget om sådan nogle modelmuttere, men de er edder mame gode til at sælge varen! Jo mere rædselsfuldt modeljobbet var, jo mere begejstret lød hun.
»Heeeeej Jan – nu skal du høre, jeg har et virkelig fedt firma, der sælger hæmoride creme til praktiserende læger. Jamen, det vil være virkelig godt for dig at blive set derude blandt folk, der bruger… øh… hæmoridecreme dagligt!«
Det ville ikke undre mig, om forsvarskommandoen har hyret hende til at skaffe soldater til Basra. »Hej Kiiiim, nu skal du bare høre. Jeg har et firma. Eller, ved du hvad – det er endnu bedre, det er en regering, der gerne vil sende en hel gruppe lækre mænd og piger med alt betalt til Irak. Og så får du en riffel og en sneskovl, og så skal du indføre demokrati. Det er en virkelig stor satsning, og hvis du er heldig, så kommer firmaets chef og trykker dig i hånden… eller endnu bedre: samler din hånd op!«
Der er nok at tage fat på. Men det bliver et farvel for denne gang. Tænk hvis vi engang imellem kunne sige farvel til religion. Eller bare farvel til én og goddag til en anden! Bare noget tid. Hvis der bare var en skoledag, hvor alle religioner kunne stå med en lille stand og nogle pamfletter og byde sig til, så ville det ligesom være fair og objektivt, ikke?
»Kunne du tænke dig at blive katolik? Her er et klistermærke« »Øhm, hvad får det til at klistre, om jeg må spørge… Præstesæd«?
»Har du fået en folder om at være muslim?« »Hmm, altså min forhud har jo egentlig fået et vink med en skalpel. Men jeg synes, det er spændende, at man i Guds navn kan nægte kvinder at køre bil!«
»Halløj, kunne du tænke dig at smage en kristen oblat?« »Æhhhh, hvad kan den?« »Den kan suge al fugt ud af dit oversvømmede kælderværelse… eller al livsglæde ud, når du deltager i en gennemsnitlig gudstjeneste«.
Find selv ud af det. Farvel og goddag. Tid til sorg, tid til glæde. Farvel. Det har været umådeligt hyggeligt!

Således takker Jan Gintberg af. I de kommende uger vil fredagens bagside gå på skift mellem URBANs andre bagside-skribenter.

Hvor fanden er det lige, at det er gået galt for denim-industrien?

Jeg har som flittig bruger af beklædningsgenstanden ‘jeans’ (eller ’cowbøjderbuksen’, for dem som voksede op under Hartling) været igennem de fleste af de skiftende buksestilarter gennem tiderne.
Fra trompetbuksen henover gulerods-dittoen til hængerøvs-halløjsaen.
Jeg har indtil nu (med behørig forsinkelse) hver sæson forsøgt at deltage afdæmpet i denimbuks-ræset, dels for ikke at virke som om jeg har givet helt op på jeans-fronten, men også fordi jeg dybest set godt har kunnet se det spændende i afvekslingen og garderobe-udmugningen.
Selv om jeg dybest set syntes, det var lidt noller dengang (undskyld Noller Olsen…bare en talemåde), ‘sommerfugle-lap-buksen’ blev introduceret, og selv rå Marlboro-rytter-typer kom til at ligne Jane Fonda i grim marmelade-ulykke, så var jeg da totaaaalt med!

Jeg stod også klar ved Lewis skranken, da man besluttede at slippe rasende krokodiller løs på verdens jeans-fabrikker og lade dem maltraktere flere årgange af denimbenklæder, så man reelt stod med bukser, der havde så store iturevne plamacher, at man var nødsaget til at have et par helt normale par indenunder for ikke at ligne et tidligt skræv-foto af Louise Frevert.
Og da stonewash-dillen kom, der i stil og smag bedst kunne sammenlignes med, hvis nogen havde forsøgt at trække Elvis gennem en 84 procents kloropløsning, der var jeg på! Efterfulgt af socialklasse-11-buksen, der sad så stramt omkring scrotum, at man med lethed kunne se, om man havde ujævnheder endsige tatoveringer på sine kønsekstremiteter derunder.
Jeg var stadig med! Også selv om de nærmest skulle males på.
Dog ikke nede om benene for det var stadig dengang, eder var en hvis konsensus i denim-branchen om fordelen ved at kunne komme ud af sine bukser gennem benene og dermed føre generationerne videre.
Herefter fulgte baggy’en, som skulle lede tankerne hen på, at vi alle i princippet kunne tilhøre det ledeste hip to the hopper gang, indtil vi fandt ud af, at den slags for længst var begyndt at optræde i Armani suits, pels og promogear for deres egen biaaaartch duft-serie.

Alt sammen fint nok. Det kan selvfølgelig ikke fortsætte. Ikke kun fordi min krop af egen vilje og uden at spørge mig først har omfordelt adskillige kilo kolesterol og brusk til mere uhensigtsmæssige områder.
Og ej heller fordi det i vore dage kan virke patetisk, hvis mænd, når de kommer over 40, ikke af egen fri vilje bevæger sig henimod terylene-buksen med bæltet siddende lige oppe under brystvorterne.
Nej, ved du hvad? Det er primært, fordi den nuværende jeansmode er skabt af psykotiske skræddere, der tydeligvis burde have frikort til medicinering!
Hvem har nogensinde troet, at modekalifatet ville beslutte, at cowbøjder-bukseben skulle føles som om, de var sprøjtemalet på pipetterørstynde ben OG samtidig være udstyret med den fikse detalje: Hængerøv??
Oddsene for at netop den formgivning ville komme ud som trend, er en til 80 zilliarder.
Ingen blodcirkulation i kropsdele under dadlerne og så til gengæld et nærmest waders-agtig baglomme-scenario, der får alle andre end Pete Doherty og lignede coke-forbrugende leadguitarister til at ligne personer, der, undskyld udtrykket, har fyldt deres Frandelli’er op med fæces.

Ét spørgsmål trænger sig på. Hvor er du, Mogens Camre, når vi endelig har brug for udtalelser om psykisk syge inden for tekstilindustrien?

Er der noget mere underholdene end en vred onkel?

Jeg glæder mig, til jeg bliver 70. Slut med at arbejde, slut med en sexdrift der forstyrrer mig i at tage fornuftige beslutninger, slut med at stå til ansvar for noget som helst af det, man bralrer ud med.

Hvor mange gange har man ikke siddet med sin aldrende farbror Knud og hørt ham harcelere af sted for fuld skrue over alt fra mennesker, der ikke kører hurtigt nok i trafikken til dem inde i fjernsynet, som er en flok bøsser alle sammen!

»Se ham der med sin fjollede hat og sine smykker og dillerdaller lange jakker. BØSSERØV«
»Jamen farbror, det er jo Paven.«

»Jeg er ligeglad, han skal krafteddeme ikke svanse rundt på TV med guldhalskæder!«
Og selvom det kan virke provokerende, det han siger, så tænker man jo alligevel, herregud, han er gammel, han skal snart dø, lad dog manden.

Når man nærmer sig de halvfjerds, giver det generelt carte blanche til, at man kan udgyde hvad som helst, gerne uden at kildeangive de statistikker, man hiver ud af ærmet, om bananplukkere der lever af bistand, som de stjæler fra gamle damer.

Når man nærmer sig de 70, så indtræder der faktisk en slags subtil tilstand af overbærenhed overfor én. En kollektiv mental accept af det småbimlende individ, og man trækker let på skuldrende og affinder sig med situationen.

Ligesom man jo heller ikke skyder hellige køer i panden, hvis de forstyrrer i trafikken, men derimod trækker udenom og forsøger at få et pragmatisk samfund til at forløbe rundt om dem.
Når vedkommenes briller ligger i fryseren, og osso bukoen er blevet proppet ned i et etui. Når han tror, han har gemt penge i madrassen, men det i virkeligheden viser sig, at han har ligget og sovet på 5 kilo forloren hare i årevis. Når han er overbevist om, at han er ved at løse en Sudoku, men i virkeligheden er i færd med at tegne musvitter på en tilfældig kvindes baller. Så ser man ligesom gennem fingrene med det og lader ham blive i troen på, at hans ord og handlinger virkelig gør en skelsættende forskel.

Som når Søren Krarup sidestiller Asmaa Abdol-Hamids fetich for tørklæder med nazisternes trang til at bære swastika og pege op i luften og…nå ja myrde 60 millioner mennesker, så skal man selvfølgelig lige huske på, at han med hastige skridt nærmer sig de halvfjers, og derfor ifølge de uskrevne ’trække på skuldrende’-regler er fuldt ud berretiget til at åbne for skraldespanden og tømme lort ud.

Faktisk er det i år – på min fødselsdag oven i købet – at denne store korsfarer og statsmand (ja leg nu med, det kan være han læser det her) runder det uskarpe hjørne og ikke længere har nogen idé om, hvad der reelt foregår omkring ham endsige behøver indrette sig efter, hvordan vi andre forsøger at skabe et moderne samfund på forskellighedens dynamik.

Jeg fylder sjovt nok 70 den 3. December 2033, og så skal I krafteddeme se mig sejle pattestiv rundt i menings-buffeten iført stok og hinkestensmonokel og sammenligne Ulla Therkelsens 4 hektar store tørklæder med Hamas partisanernes trang til at lave et fredelig nordisk skovdugs-design om til et glødende kampsymbol. Muligvis vil jeg også råbe »Connie Hedegaard, du har sod på hænderne« og på en rigtig god dag »Naser Khader, du har plak på tænderne«.